FAQ

FAQ

Find svar på ofte stillede spørgsmål her.
Ring til os på tlf.:
38 41 03 60
  • Gratis advokatbistand
  • Vi fører din sag helt til tops
  • Vi dækker hele landet

Har du spørgsmål, der drejer sig om tvangsfjernelse, tvangsanbringelse eller tvangsadoption?
Her har vi samlet nogle af de spørgsmål,  som vi oftest modtager. 

Hvis du stadig har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Udfyld formularen, og du vil blive kontaktet af en af vores advokater med speciale i tvangsfjernelse.

 

Spring direkte til:

 

Spørgsmål om tvangsfjernelser

Hvornår tvangsfjerner man børn?

En tvangsfjernelse kan komme på tale, hvis det vurderes, at barnets sundhed eller udvikling vil tage skade, såfremt barnet fortsat bor hjemme. Nogle af de hyppigste årsager til anbringelse uden for hjemmet er omsorgssvigt eller mistrivsel i hjemmet. Det kan f.eks. være misbrug og/eller alvorlig psykisk sygdom hos forældrene, eller hvis barnet har været udsat for overgreb.

Det vil være kommunen, der på baggrund af en eller flere indberetninger skal vurdere, om der er grundlag for en anbringelse uden for hjemmet. Mange gange kan problemerne løses med tilstrækkelig rådgivning og vejledning til familien. Hvis det alligevel vurderes, at det i en periode er nødvendigt med en anbringelse uden for hjemmet, vil kommunen træffe afgørelse om dette. Forældrene kan enten indvilge i dette, og der vil være tale om en frivillig anbringelse. Ønsker forældrene ikke at give deres samtykke, vil der være tale om en tvangsfjernelse.

Hvilke rettigheder har børn i sager om tvangsfjernelse?

I alle sager om tvangsfjernelse har barnet ret til at blive hørt. Det vil sige, at de kan udtrykke deres tanker og følelser om situationen til samtalen med kommunen - også kaldet børnesamtalen. Til denne samtale har barnet ret til at medbringe en bisidder. Når barnet er fyldt 12 år, har det krav på sin egen advokat.

Derudover har børn ret til samvær med og kontakt til deres forældre og netværk, mens de er anbragt uden for hjemmet. Det er kommunen, der fastsætter omfanget af kontakten og samværet. 

Hvad er proceduren for tvangsfjernelse af børn?

En tvangsfjernelsessag vil typisk starte med en eller flere indberetninger til kommunen. Herefter skal kommunen indlede en børnefaglig undersøgelse (også kaldet en paragraf 50-undersøgelse), der skal give et helhedsbillede af barnets situation. En del af denne undersøgelse er en forældrekompetenceundersøgelse. Hvis det vurderes, at barnet har brug for særlig støtte, vil kommunen sende en indstilling til børn- og ungeudvalget, som herefter skal træffe den endelige afgørelse i sagen. 

Hvem beslutter, om et barn skal tvangsfjernes?

Hvis kommunen på baggrund af den børnefaglige undersøgelse mener, at barnet skal anbringes uden for hjemmet, skal de sende en indstilling til børn- og ungeudvalget i kommunen. Det er børn- og ungeudvalget der træffer den endelige beslutning.

Børn og unge-udvalget består af en dommer, to medlemmer af kommunalbestyrelsen samt to pædagogisk-psykologisk sagkyndige. 

Kan man klage over en afgørelse om tvangsfjernelse?

Hvis du ikke er enig i den afgørelse, som kommunen har truffet i sagen, har du mulighed for at klage til Ankestyrelsen. Hvis Ankestyrelsen fastholder beslutningen om anbringelse uden for hjemmet, kan du bede Ankestyrelsen om at indbringe sagen for byretten. Er du utilfreds med byrettens afgørelse, har du mulighed for at søge om tilladelse til at sagen bliver taget op i landsretten. Dette sker hos Procesbevillingsnævnet.

 

Far -og -datter

 

Spørgsmål om tvangsanbringelser 

Hvad betyder det, at et barn bliver tvangsanbragt?

Tvangsanbringelse betyder, at et barn i en periode ikke bor hos sine forældre og i stedet anbringes uden for hjemmet - det vil oftest være hos en plejefamilie, på et opholdssted eller en døgninstitution. Det er kommunen, der træffer afgørelsen om, at barnet skal tvangsanbringes.

De biologiske forældre har stadig forældremyndighed over barnet og har derfor fortsat ret til samvær med barnet, ligesom de har ret til at opretholde regelmæssig kontakt med barnet (fx telefonisk).
 

Hvad er årsagen til, at et barn bliver tvangsanbragt?

En tvangsanbringelse er en indgribende foranstaltning i barnets liv og må kun ske, når der ikke er andre muligheder for familien.

Hvis myndighederne vurderer, at barnet vil tage skade af at blive boende hos sine forældre, kan det anbringes uden for hjemmet. Ofte vil årsagerne til tvangsanbringelse være mangel på omsorg, alvorlig psykisk sygdom hos forældrene eller misbrug i hjemmet. Det kan også være, at barnet har været udsat for overgreb i hjemmet.
 

Kan et barn anbringes uden samtykke?

Hvis kommunen vurderer, at et barn har brug for særlig støtte og at denne støtte bedst kan gives uden for hjemmet, kan kommunen beslutte, at en anbringelse for hjemmet er til barnets bedste. Hvis forældrene er enige i dette og giver deres samtykke hertil, er der tale om en frivillig anbringelse.

Vurderer kommunen derimod, at der er åbenbar risiko for, at barnet vil lide alvorlig skade, hvis det fortsat bor hjemme, kan der træffes beslutning om en anbringelse uden samtykke - dvs. en tvangsanbringelse.
 

Hvor længe kan et barn være tvangsanbragt?

Som udgangspunkt er en anbringelse uden for hjemmet midlertidig. Når kommunen træffer afgørelse om en tvangsanbringelse, skal der samtidig udarbejdes en handlingsplan. Handlingsplanen skal indeholde en række mål og kriterier for, hvornår anbringelsen kan ophæves. På den måde har forældrene en klar idé om, hvilke ændringer der skal til for at få barnet hjem igen.

Tvangsanbringelsen skal ophøre, hvis målene fra handlingsplanen er opnået, eller hvis det ikke længere er hensigtsmæssigt, at barnet er anbragt. Når den unge er fyldt 18 år, vil anbringelsen også ophøre - dog kan den i visse tilfælde forlænges, indtil den unge er fyldt 20, såfremt den unge og plejefamilien ønsker dette.

 Ofte Stillede Spørgsmål Om Tvangsfjernelser

 

Spørgsmål om tvangsadoption 

Hvornår kan et barn tvangsadopteres?

En tvangsadoption er et af de mest drastiske indgreb, der kan finde sted i et barns liv og sker i helt særlige tilfælde, hvor det vurderes, at forældrene hverken nu eller i fremtiden vil være i stand til at tage vare på barnet. Ofte vil man starte med en tvangsanbringelse, hvor forældrene stadig har ret til samvær med barnet. I nogle tilfælde vil man dog vurdere, at en tvangsadoption er det bedste for barnet.

Tvangsadoption kan også komme på tale, hvis det vurderes, at det vil være skadeligt for barnet at bryde en opnået tilknytning til en plejefamilie.
 

Hvordan foregår en tvangsadoption?

Det er kommunen der starter med en indstilling hos Børn- og Ungeudvalg, som skal afgøre, om betingelserne for tvangsadoption er opfyldt. Herefter sendes sagen videre til Ankestyrelsen, som endeligt beslutter, om en adoption uden samtykke kan gennemføres. Herefter kan Ankestyrelsens afgørelse påklages og indbringes for byretten og senere ankes til landsretten.

Fra det tidspunkt, hvor kommunen vælger at indstille til tvangsadoption, vil forældrene få stillet en gratis advokat til rådighed. Advokaten skal sørge for, at forældrenes synspunkter fremlægges og at punkter, der taler imod en tvangsadoption, synliggøres.
 

Hvem kan adoptere barnet?

Hvis tvangsadoptionen sker, fordi barnet har opbygget en særlig tilknytning til plejeforældrene, vil det typisk være disse, der adopterer barnet. Barnet kan også adopteres af andre, som i forvejen er godkendt af Adoptionsnævnet.
 

Hvilke rettigheder har de biologiske forældre, hvis et barn er tvangsadopteret?

Ved en tvangsadoption vil de biologiske forældre miste forældremyndigheden over barnet og dermed alle deres juridiske rettigheder som forældre. Dermed har de heller ikke krav på at se barnet.

Hvis den biologiske familie ønsker det (både forældre men også søskende og bedsteforældre), har man mulighed for at søge om samvær med det tvangsadopterede barn gennem Familieretshuset.