Seneste aktuelle praksis

Advokater med speciale i tvangsfjernelsessager

Ring til os på tlf.:
38 41 03 60
  • Gratis advokatbistand
  • Vi fører din sag helt til tops
  • Vi dækker hele landet

Tvangsanbringelse

 

Resumé

Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet uden moderens samtykke af en 12-årig dreng. Udvalgets beslutning ansås for bortfaldet, da drengen på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse med kommunens medvirken havde haft ophold i hjemmet i cirka tre uger. Hertil kom, at drengen forinden var flyttet fra institution til plejefamilie uden moderens samtykke. Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i kommunen.

Sagsfremstilling

En 12-årig dreng havde siden 1995 været anbragt på en døgninstitution uden moderens samtykke. Anbringelsen havde været præget af moderens samarbejdsvanskeligheder med institutionen samt drengens massive problemer i skolen.
Den 19. august 1998 traf Børn og unge-udvalget afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet i henhold til servicelovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

På grund af problemerne i skolen besluttede kommunen efterfølgende, at drengen i september måned skulle starte i en ny skole på prøve, og at han i den forbindelse skulle have ophold i en plejefamilie. Såfremt ordningen viste sig at fungere, skulle den gøres permanent.

Moderen havde selv fundet den nye skole, og hun havde været af den opfattelse at drengen blev kørt fra institution til skole. Hun havde først senere erfaret, at drengen var blevet placeret i en plejefamilie.

I forbindelse med sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste moderen, at drengen ikke havde været hos hende siden før efterårsferien (en periode på ca. 3 uger), hvilket var bekræftet af kommunen.

Afgørelse

Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at drengen fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke og hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i kommunen. Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at udvalgets beslutning om tvangsanbringelse var bortfaldet, da drengen med kommunens medvirken havde haft ophold i hjemmet i ca. 3 uger fra siden før efterårsferien. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at drengen forinden var flyttet fra institution til plejefamilie uden moderens samtykke.

Ankestyrelsen lagde ved hjemvisningen vægt på, at der i kommunen skulle ske fornyet stillingtagen til støtteforanstaltninger under hensyn til drengens utvivlsomme og omfattende behandlingsbehov, der som minimum omfattede behov for individuel samtaleterapi ved klinisk psykolog.

Sagen vedrørte en pige på 5 år, der ikke tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. Hun blev anbragt uden for hjemmet ved en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse blev godkendt i Børn og unge-udvalget inden 7 dage, og inden for 1 måned fra godkendelsen traf Børn og unge-udvalget afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet af pigen med en genbehandlingsfrist på 1 år.
Afgørelsen blev anket til Ankestyrelsen, der tiltrådte afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet. Ankestyrelsen fandt, at sagen skulle tages op til fornyet behandling senest inden 2 år fra endelig afgørelse eller dom, jf. servicelovens § 43, stk. 2, jf. § 43, stk. 3, 1. pkt.

Afgørelse

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, der tiltrådte afgørelsen om anbringelsen, men fandt, at genbehandlingsfristen under disse omstændigheder burde fastsættes til 1 år i medfør af lov om social service § 43, stk. 1, idet der var tale om en førstegangsanbringelse.

Den omstændighed, at pigen i henhold til en foreløbig afgørelse havde været anbragt uden for hjemmet i en uafbrudt periode inden Børn og unge-udvalgets afgørelse, kunne ikke føre til, at genbehandlingsfristen blev fastsat i medfør af § 43, stk. 2. Retten bemærkede, at hverken ordlyden af § 43 eller forarbejderne til bestemmelsen, herunder de to eksempler på beregning af genbehandlingsfristen, der var anført i lovforslag nr. 232 af 30. marts 2000, gav støtte for Ankestyrelsens fortolkning af genbehandlingsfristerne i lovens § 43, stk. 1, henholdsvis § 43, stk. 2.

Sagsfremstilling 2

Sagen vedrørte anbringelse uden for hjemmet af en nyfødt dreng. Drengen blev anbragt ved en foreløbig afgørelse, der blev godkendt inden 7 dage på et møde i Børn og unge-udvalget. Børn og unge-udvalget traf inden for en måned fra godkendelsen afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet af drengen med en genbehandlingsfrist på 1 år.

Afgørelsen blev anket til Ankestyrelsen, der tiltrådte afgørelsen om anbringelse af drengen med genbehandling af sagen senest inden 2 år fra endelig afgørelse eller dom, jf. § 43, stk. 2, jf. § 43, stk. 3, 1. pkt. under hensyn til at drengen havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år ved en foreløbig afgørelse.

Afgørelse

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, der tiltrådte afgørelsen om anbringelsen, men fandt, at når drengen i henhold til en foreløbig afgørelse blev anbragt uden for hjemmet, og han siden uafbrudt havde været anbragt uden for hjemmet, måtte anbringelsen anses for en førstegangsanbringelse, således at genbehandlingsfristen som udgangspunkt var 1 år, jf. servicelovens § 43, stk. 1. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at fastsætte en længere genbehandlingsfrist end 1 år efter § 43, stk. 4.

Sagsfremstilling 3

Sagen vedrørte en nyfødt pige, der blev anbragt uden for hjemmet ved en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse blev godkendt inden 7 dage af Børn og unge-udvalget, og udvalget traf efterfølgende inden for 1 måned fra godkendelsen afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet med en genbehandlingsfrist på 2 år.

Afgørelsen blev anket til Ankestyrelsen, der tiltrådte afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet, herunder genbehandlingsfristen, således at sagen skulle tages op til fornyet behandling i Børn og unge-udvalget senest inden 2 år fra endelig afgørelse eller dom.

Afgørelse

Afgørelsen blev indbragt for Østre Landsret, der tiltrådte afgørelsen om anbringelsen, men fandt, at under hensyn til lovforslag nr. 232 af 30. marts 2000, og da pigen i henhold til en formandsbeslutning blev anbragt uden for hjemmet og siden uafbrudt havde været anbragt uden for hjemmet, måtte anbringelsen anses som en førstegangsanbringelse, således at genbehandlingsfristen som udgangspunkt var 1 år, jf. servicelovens § 43, stk. 1. Der blev ikke fundet grundlag for at fastsætte en længere genbehandlingsfrist end 1 år efter servicelovens § 43, stk. 4.

 

Afgørelser i andre cases

 

Case 1

Endnu en sag blev vundet i ankestyrelsen. Endeligt blev det fastslået, at børne- og ungeudvalgets afgørelse om tvangsfjernelse af en 2,5-årig dreng fra forældrene ikke var i orden, fordi den var truffet på et ufuldstændigt grundlag. Vi påviste, at Børne- og ungeudvalget ikke havde løftet bevisbyrden for, at forældrene ikke er i stand til tage vare på sønnens sundhed og udvikling som følge af utilstrækkelig ydelse af omsorg.

Både forældre og barn kan igen være sammen med ro i maven.

Case 2

Et nybagt forældrepar kan, nu uden bekymringer, nyde den første tid sammen med deres lille søn, efter at byretten har truffet endelig afgørelse i en anbringelsessag. Det blev således endeligt konstateret, at både børne- og ungeudvalget og ankestyrelsen ikke har haft en tilstrækkelig begrundelse for at gennemføre en tvangsfjernelse med henvisning til servicelovens § 58, stk. 1. Retten mener, at forældrene bør støttes, og ikke at barn og forældre skal adskilles.

Det kan nytte at blive ved - tillykke til forældrene!

Case 3

Det lykkedes endnu en gang at nedsætte genbehandlingsfristen i en hjemgivelsessag fra 2 år til 6 måneder! Vi påviste morens positive udvikling og forbedrede forældreevne samt at sønnen trives bedre med det resultat, at børne- ungeudvalget i Helsingør Kommune ændrede Center for Børn og Families afgørelse i sagen om en snart 5-årig dreng, der siden fødslen har været anbragt uden for hjemmet. Stort tillykke til mor og søn - de ønskes al held og lykke fremover.